Mindeord

18. april 2024 - Ivanka Sojat Tarp

Mindeord for Mogens Hjelm-Hansen

Civilingeniør og hospitalsfysiker, Mogens Hjelm-Hansen, er afgået ved døden i en alder af 80 år.

Mogens var blandt pionererne inden for hospitalsfysik i Danmark. Han spillede en afgørende rolle i opstarten af DAHANCA, hvor han var med til at påbegynde indsamlingen af data på patienter for at kortlægge sammenhængen mellem overlevelse og risikoen for bivirkninger. Et af Mogens' meget store bidrag var demonstration af ganske stejle dosis-response kurver ved larynx cancer og betydningen af stratificering af behandlingen ved forskellige stadier af larynx cancer. Mogens var en af de første som arbejdede med computer i strålebehandlingen og hans brug modeller har været med til at skabe en bedre forståelse for radiobiologien. Hans arbejde har haft en dyb og varig indvirkning på behandlingen af kræftpatienter og har bidraget til forbedret strålebehandling af mange patienter både i Danmark og internationalt.

Mogens nåede gennem sit lange virke omkring mange medicinsk fysiske afdelinger i Danmark, startende i Aarhus i 1969, og med efterfølgende stillinger som bl.a. cheffysiker i Vejle og Aalborg, og slutteligt i Odense indtil 2014. Gennem sit lange virke har mange i dansk onkologi derfor stiftet bekendtskab med hvordan Mogens med stor lidenskab gik op i hospitalsfysik og videnskab. En levende nysgerrighed som ikke kun kendetegnede Mogens' professionelle arbejde, men generelt var hans personlige kvalitet, som med smittende humor også omfattede alsidige hobbies og interesser, spændende over bl.a. musik, dans, tennis, skak, ornitologi, og astronomi.

Mogens bisættes d. 25. april 2024 i Grundtvigskirken (Kbh.) kl.13.

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at deltage i debatten. Du kan logge ind her