Til årets DSMF Symposium havde afgående formand Klaus Seiersen endnu engang været i arkiverne og kunne til aftenfesten underholde med den farverige historie om Radiumstriden og professor Rovsing:

 

Flere af jer vil vide, at jeg gerne benytter mig af historiske kilder, når jeg holder tale her på symposiet, og det vil jeg også gøre i dag.

På generalforsamlingen talte vi om, at man især i stråleterapierne lige nu ser et usædvanligt stort arbejdspres, og en del af det hænger sammen med implementering af ny teknologi.

Og ny teknologi kan vi jo godt lide!

Indenfor stråleterapi har vi fået et protoncenter, vi har fået flere MR-linacs, Herlev er lige nu ved at starte behandlinger på den første Halcyon-maskine, og Aarhus har flyttet en hel maskinpark fra midtbyen ud til Skejby.

Men ny teknologi kommer med en pris – ikke kun økonomisk, ikke kun i forhold til arbejdspres, men af og til også med virkelig, virkelig sure læger!

Her er protoncenteret måske det bedste eksempel. Der var jo i mange år en anspændt konflikt mellem læger i øst og vest, men det jeg vil demonstrere her i dag er, at den slags konflikter altid har været en del af det danske sundhedsvæsen:

Han påstår yderligere, at Jensens udtalelser “har forurenet Berlingske Tidende med vildledende og usande Meddelelser“.

Dr. Jensen har dog på ingen måde overgivet sig, men anfører roligt, at da han ønsker at holde sig indenfor parlamentarisk sprogbrug, ønsker han ikke at svare professor Rovsing …men tilføjer dog:

“At fortsætte diskussionen anser jeg for haabløst, da De jo ikke vil forstaa, at det aldeles ikke drejer sig om, hvorvidt operable … Tumorer bør opereres eller ej. Striden har derimod drejet sig om, hvorvidt De paa Basis at 10 – ti – dårligt oplyste, fejlagtigt bedømte og unøjagtigt refererede Sygehistorier havde Ret til at fremsætte den Paastand, at Radium er et … cancerbefordrende Middel. Denne Ret er ikke blevet Dem tilkendt hverken herhjemme eller i Udlandet.“

Dr. Jensen slutter så med at fremsætte formodning om, at den “tilbagetogets melankolske, sjokkende Lyd“, som Professor Rovsing har hørt drejer sig om Professorens egne galoscher.

Rovsing sender selvfølgelig et svar, der indledes med “Logik er ikke Deres stærke Side!“… og sådan fortsætter det i lang tid.

Men så får stakkels reservelæge Jensen hjælp fra intet mindre end professor og overkirurg ved Københavns Kommunehospital Eilert Adam Tscherning. Han var søn af oberst Tscherning, der var krigsminister under krigen i 1848, og Encyklopædien skriver, at hans “afstamning og intellektuelt kultiverede barndomshjem særprægede både hans fremtoning og hans iltre, kamplystne, oppositionelle natur“. Og ydermere står der, at han i videnskabelige debatter indtog “ofte indtagende forfriskende omend jævnlig noget paradoksale særstandpunkter“.

Rovsing har begået den fejl at bringe Tschernings elskede Kommunehospital ind i debatten, og så lyder det ellers fra officerssønnen:

“Som det er Skik mellem primitive Folkeslag, at en Helt kommer frem foran sine Trofaste og fremhæver sin egen Overlegenhed over Modstanderen, saaledes fortæller Prof. R. om sin Overlegenhed over Modstanderen med Hensyn til klinisk Kræfterfaring, idet han støtter sig til den Kendsgerning, at Rigshospitalet faar Patienter fra hele Landet og derfor har flere slemme Kræftpatienter end Kommunehospitalet.“

Tscherning påpeger, at “Det er jo lidt barnligt mellem Læger af meget stor Erfaring at henvise til den slags tal“. Hvorefter han opremser, at hans egen afdeling altså har behandlet 579 kræftpatienter, mens Rovsings afdeling kun har behandlet 334 patienter i samme periode.

Det får Rovsing til at eksplodere i “et lille Fyrværkeri af stærke Ord og Masser af Udraabstegn“, og han beskylder Tscherning for at have talt imod bedre vidende samt at have dikteret mediernes perfide dækning af sagen.

I slutningen af august 1914 indklager Tscherning så Rovsing for Lægeforeningens Domstol.

Rovsing svarer igen med et sagsanlæg.

Ja, sådan går det, når store lægeegoer strides. Det ender heldigvis med et forlig, og medierne gør sig nogle redaktionelle overvejelser om, at det kan være “uheldigt, når en Diskussion om saglige videnskabelige Emner føres over i Dagspressen“.

Og således endte den godt 3 måneder lange Radiumstrid.

Den gode professor Rovsing kommer i øvrigt i medierne igen et par år efter, i 1916, hvor han kommer alvorligt til skade midt under en operation, idet han har held til at sætte ild til både sine handsker og sit mundbind. Han benytter dog lejligheden, ifølge datidens aviser, til at fremvise sin brandsår over for en tilhørerskare af læger og studenter, som får mulighed for at nyde resultatet af en ganske ny helbredelsesmetode af brandsår.

Den kære Rovsing dør i 1927.

Han har fået sig en larynxcancer, og tåler angiveligt ikke bivirkningerne til… strålebehandlingen.

 

Find selv originalartiklerne på Mediestream.dk.

 

 

]]>