Et par fantastiske bryst-dage i Vejle.

19. juni 2012 - Heidi Rønde

Den 7.-8. juni afholdt Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus i samarbejde med Elekta et 2-dages symposium under overskriften "Advanced Radiotherapy of Breast Cancer". I løbet af de to dage var fokus rettet mod "state of the art" stråleterapibehandlinger af brystkræftpatienter gennem foredrag og workshops.

Der blev på symposiet præsenteret en lang række emner omkring den nyeste udvikling indenfor ekstern strålebehandling af brystkræft. Målet med symposiet var at diskutere hele processen i strålebehandling, lige fra fixation, scanning og indtegning, til den daglige behandling.
Fokus var blandt andet på problemerne omkring risiko for medbestråling af hjertet hos venstresidige brystkræftpatienter. Både den kliniske evidens for stråleskader efter brystkræftbestråling samt en lang række forskellige metoder til at optimere strålebehandlingen for at undgå netop dette - åndedrætsstyret behandling, IMRT, VMAT osv. - blev diskuteret. Desuden blev en del af de praktiske udfordringer ved strålebehandling taget op i workshops på symposiets anden dag: Indtegning af target, dosisplanlægning, implementering af åndedrætsstyret behandling, billedprotokoller mv.

Med 127 deltagere fra 18 lande fordelt på fysikere, onkologer/læger og radiografer/sygeplejersker var der en stor faglig bredde. Deltagerne kom fra hele Europa, men også de seks stråleterapicentre i Danmark var repræsenteret.
Fra vores egen afdeling var der foredrag af Klinisk Ansvarlig Cheffysiker Martin Berg og Ph.d.-studerende Ane L. Appelt. Fire af afdelingens sygeplejersker afholdt desuden workshops i Active Breathing Control (ABC), som vi i Vejle har stor erfaring med.
Derudover var der foredragsholdere fra Norge, Holland, UK, USA, Canada og det øvrige Danmark - DBCG var godt repræsenteret.

Sammen med Elekta var det blevet besluttet at donere deltagergebyret til Kræftens Bekæmpelse, der på symposiets første dag fik overrakt en check på knap 84.000 kr. til forskning og patientstøtte.

Selvom der altid er ting, der kan gøres anderledes og bedre, så var det alt i alt to rigtig gode dage. Da planlægningen startede, var der et håb om ~ 30 deltagere, så et deltagerantal på 127 var over al forventning. På trods af det enorme arbejde, der ligger i at stable så stort et arrangement på benene, så er afdelingen ikke afvisende for at kaste sig ud i det igen.

Tak til Elekta, foredragsholdere og deltagere.

brystdage

brystdage2

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at deltage i debatten. Du kan logge ind her