Danmark får partikelterapi

26. maj 2011 - Klaus Seiersen

I en netop indgået Sundhedsaftale mellem Regeringen, Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas-Møller er det besluttet at indføre partikelterapi i Danmark.

Partikelterapi er en form for strålebehandling, der effektivt kan behandle en kræfttumor, mens det omkringliggende raske væv skånes. Det er en behandlingsform, der er i kraftig vækst i udlandet, og især børn vurderes at have en betydelig fordel af behandlingen.

Se nyheden hos Finansministeriet.

Læs mere om partikelterapi hos Kræftens Bekæmpelse (og tilhørende links).

 

Aftaleteksten lyder:

Dansk center for partikelterapi til kræftbehandling

Partikelterapi er en ny, effektiv og skånsom metode til strålebehandling af kræftknuder med minimale bivirkninger, velegnet til behandling af kræft hos børn og personer med kræft i hoved- og halsregionen.

Aftaleparterne er enige om at forbedre muligheden for skånsom kræftbehandling af børn og
visse kræftformer. Der skal således etableres et dansk center for partikelterapi, der giver den bedst mulige behandling af skrøbelige kræftpatienter og en betydelig reduktion af risikoen for,
at børn og unge udvikler kræft på et senere tidspunkt i livet. Samtidig sikrer det mulighed for et stærkt nationalt og internationalt forskningsmiljø med inddragelse af en bred vifte af faggrupper.

Aftaleparterne ønsker at indgå i et offentlig-privat samarbejde om indførelse af partikelterapi,
hvor staten finansierer etablering af de fysiske rammer og de senere driftsudgifter, såfremt der kan skaffes privat finansiering af partikelterapianlægget og den tilhørende forskning.

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at deltage i debatten. Du kan logge ind her