E-journal club: MV image-based MLC tracking of stent

3. november 2011 - Klaus Seiersen

Som et forsøg med en ny DSMF e-journal club præsenteres her artiklen Poulsen et al.: "Megavoltage image-based dynamic multileaf collimator tracking of a NiTi stent in porcine lungs on a linear accelerator", IJROBP 2011, in press.

Download hele artiklen her.

introduktion

Hospitalsfysiker Per Rugaard Poulsen er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitetshospital og giver her en introduktion til sit arbejde:

I denne artikel beskrives de første behandlinger med dynamisk MLC (DMLC) tracking udført på pattedyr (grise). Disse behandlinger blev udført på Aalborg Sygehus maj-juni 2010 i samarbejde med DMLC trackinggruppen i Aarhus. Samarbejdet kom i stand ved lidt af en tilfældighed, da jeg ved DSMF's årsmøde i april 2010 faldt i snak med Jane Nielsen og Martin Skovmos Nielsen fra Aalborg og hørte om Jesper Carls gruppes arbejde med NiTi stents i griselunger. Aalborgs næste griseforsøg skulle foretages hhv. 2 og 6 uger efter DSMF-mødet, hvor nogle grise skulle have fjernet NiTi stents fra lungerne. Det lød som en enestående chance for in vivo afprøvning af DMLC tracking, hvis vi forinden kunne nå at planlægge MV-baseret DMLC tracking på nogle af grisene, og hvis ellers lungestents'ene viste sig at være synlige nok på MV billeder. I Aarhus har vi mest arbejdet med kV baseret DMLC tracking (med OBI-systemet), men i Aalborg var der "kun" MV portbilleder til rådighed som muligt tracking-signal.

8. maj og 5. juni 2010 tog vi vores tracking-computer med til Aalborg, sluttede trackingsystemet til en accelerator der, og behandlede i alt tre grise med konform stråleterapi med MV-baseret DMLC tracking. Trackingen var ikke perfekt, da lungestents'ene ikke er særligt synlige på MV-billeder, men det lykkedes at få pålidelig stent-segmentering og dermed tracking ved 11 ud af i alt 15 behandlingsfelter.

Forsøgene viste, at tracking kan give betydelig reduktion af især systematiske geometriske fejl. En film af det mest interessante felt kan ses på medicalphysicsweb.org/cws/article/research/46508. I dette tilfælde er stenten rimeligt synlig, og dens bevægelse skyldes en kombination af respiration og hjerteslag. I de første 8 sekunder halter MLC-bevægelsen efter stent-bevægelsen (400ms latenstid), men herefter sikrer en prediction-algoritme, at MLC- og stentbevægelser er nogenlunde i fase. Bevægelsen på filmen er i artiklen vist i Figur 6.c.

diskussion

Som oplæg til debat stiller Per følgende spørgsmål (man må dog meget gerne kommentere på andre ting, end spørgsmålene lægger op tid):

  1. Opnår denne artikel noget som helst ved brugen af forsøgsdyr, som ikke kunne være opnået med fantomer?
  2. Er det korrekt (som angivet i sidste afsnit i Discussion), at mulighederne ved tracking måske snarere ligger i sikring af en god behandling selv for outliers end i reduktion af populationsbaserede marginer?
  3. Er vi i Danmark gode nok til at udnytte samarbejdsmuligheder på tværs af afdelingerne, når muligheden for symbiose viser sig (eller er dette eksempel blot en undtagelse)?

  

DSMF e-journal club

Dette er et forsøg på at lave en online journal club for DSMF-medlemmer. For at kommentere på denne artikel, eller i øvrigt se andre medlemmers debatindlæg, skal du logge ind med dit personlige medlemslogin herunder. Hvis du har glemt dit brugernavn og/eller password, kan du få et nyt tilsendt her.

Da dette er et forsøg, og vi ikke ved, hvordan medlemmerne tager imod en sådan journal club, må du meget gerne give feedback via denne afstemning.

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at deltage i debatten. Du kan logge ind her