Bedømmelseudvalgets beretning 2001/2002 til DSMF's bestyrelse.

(Generalforsamlingen 19.4.2002).



For 2001 har 23 af 29 tilmeldte indsendt selvrapporteringsskemaet (79 %). Skemaerne er blevet gennemgået og vurderet af bedømmelsesudvalget og resultatet er tilstillet den enkelte. Der er ved vurderingen benyttet det samme regelsæt som for de to foregående år, der er angivet på indberetningsskemaets bagside (eller på DSMF's hjemmeside) og med de samme præciseringer som sidste år. For de 23 indsendte skemaer er gennemsnittet 60,2 CPD-point for 2001 (56,8 i 2000). Fordelingen af point på de 3 forskellige kategorier er: 19% - 59% - 22% (se bagside). For 2000 var fordelingen 14%, 63% og 23% respektivt altså er der sket en forbedring for kategori 1, der er den mere aktive og udadvendte aktivitet, hvilket udvalget hilser velkommen, da det må betragtes som vigtig for fagets status og omdømme. Udvalget vil også efter denne opgørelse gerne opfordre til at den selvlæste litteratur angives ved referencer.



De tilmeldte som ikke har indsendt noget skema får en henvendelse fra udvalget med en forespørgsel om man ønsker fortsat at være tilmeldt. Det er udvalgets opfattelse, at hvis der efter 2 forespøgelser (2 år i træk) stadig ikke bliver indsendt noget skema det 3. år må konsekvensen være at den pågældende slettes.



Sammen med resultatet udsendes skemaet for 2002 med kun én ændring nemlig en tilføjelse af et punkt vedrørende bedømmelse af Ph.D. afhandlinger med 5 CPD-point og af doktorafhandlinger og professorater med 10 CPD-point under kategori 2.



Der har siden sidste beretning været indsendt 5 anmodninger om ekspertanerkendelse hvoraf 4 er færdigbehandlet ved indsendelse af denne beretning. De pågældende er Flemming Kjær-Kristoffersen (1.8.01), Marika Lööf (15.12.01), Ole Nørrevang (15.3.02) og Jens Peter Bangsgaard (15.3.02) alle relateret til onkologisk strålebehandling. Navnene på de pågældende og tidspunkt for bedømmelsen vil blive tilstillet Sundhedsstyrelsen. Til bedømmelsen anvendes de vedtagne retningslinier (se DSFM's hjemmeside), men udvalget vil gerne påpege, at ved benyttelse af CPD-pointerne som dokumentation samlet over mindst 3 år bør der være en rimelig fordeling af pointerne mellem kategorierne, specielt er der i overensstemmelse med retnings-linierne krav om dokumentation for udgivne publikationer og bidrag ved kurser og kongresser samt undervisning altså faglige præsentationer tilhørende kategori 1.









Søren Baarsgaard Hansen, Michael Kragsholm, Karl Arne Jessen

15.03.2002