Bedømmelseudvalgets beretning

Afgivet ved ordinær generalforsamling i Århus, den 8. april 2000

  

Kalenderåret 1999 var et prøveår for det CPD-system, som bedømmelsesudvalget og bestyrelsen havde udarbejdet retningslinier for, og som var blevet udsendt primo 1999. I alt 20 havde tilmeldt sig før fristens udløb 1. marts 1999 og senere har 9 efternølere tilmeldt sig. Da det er et prøveår blev alle medtaget - også de som ikke opfyldte det formelle krav om at være godkendt som uddannet eller erfaren hospitalsfysiker. Disse har dog fået en opfordring til at få bragt dette forhold på plads. 18 af de oprindelige tilmeldte (90%) og 6 af de sent tilmeldte (66%) har indsendt selvrapporteringsskemaet for 1999.
  
Skemaerne er blevet gennemgået og vurderet af bedømmelsesudvalget og resultatet af denne gennemgang er tilstilet den enkelte. Før den endelige vurdering har bedømmelsesudvalget haft behov for at præcisere vejledningen for pointfastsættelsen på enkelte punkter for at kunne give en rimelig ensartet vurdering. Der er ofte forskellig opfattelse af om visse udførte arbejdsopgaver kan betragtes som efteruddannelse og derfor giver ret til CPD-point eller om det er almindeligt arbejde man forventes at udføre som uddannet hospitalsfysiker.
Følgende blev besluttet før vurderingen af de enkelte skemaer:
- Undervisning af ikke-AC'ere giver ikke point
- Indførelse af nye teknologier/procedurer kan maksimalt give 10 cp/år i kategori 1
- Kurser der ikke ligger i den pågældendes fagområde henføres til kategori 3 og kan tilsammen maksimalt give 15 cp baseret på ½ cp/time
- TR-kurser kan tilsammen maksimalt give 5 cp (½ cp/time) i kategori 3
- Angivelse af selvlæst litteratur bør som minimum have anført emneområder med timefordeling og helst en referenceliste
Disse præciseringer er bl.a. fundet nødvendige for at bevare balanceprincippet mellem kategorierne. For de 24 indsendte skemaer er gennemsnittet 64,5 cp for 1999,- altså forekommer målsætningen på 50 cp/år ikke at være urimelig. Fordelingen af point på de tre kategorier er: 18%, 56%, 26%. Kategori 1 må vel betegnes som den mere aktive og udadvendte aktivitet (artikler, foredrag, posters, undervisning og nye teknologier/procedurer), som bedømmelsesudvalget gerne vil opfordre til at styrke, dvs. udøve større ambassadørvirksomhed for fagområdet.
Vedrørende den angivne økonomiske dækning af aktiviteter er dette anført for henholdsvis 49% og 89% af de optjente point i kategori 1 og 2. Arbejdsgiveren har bidraget med 71% og fonde/legater med 25% af den økonomiske dækning.
   
Konklusion: Bedømmelsesudvalget finder systemet brugbart og indstiller, at efter dette prøveår er dette system DSMF's officielle CPD-system, hvilket meddeles Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen samt andre relevante organisationer.
   
Der henvises iøvrigt til EFOMP's hjemmside, hvor Policy Statement no. 10 (20. juli 1999) beskriver EFOMP's anbefalinger, som ligger meget tæt på vores system. Dette dokument blev rundsendt til kommentarer den 11. oktober 1999 til deltagerne i CPD-systemet. Vores system skal ifølge Policy Statement 10 vurderes af EFOMP. PS10 forventes vedtaget endeligt senere på året ved næste rådsmøde.
   
Vedrørende ekspertbedømmelsen, så blev det på sidste generalforsamling oplyst, at der var indkommet fem anmodninger (pr. maj 1999). To var godkendt og tre skulle drøftes nærmere. Samtidig med disse drøftelser blev der også ført drøftelser med bestyrelsen om at etablere retningslinier, som både udvalget og bestyrelsen kunne stå bag. Disse retningslinier blev færdige i december 1999. Da tidsforløbet har været så langt for de tre, der ikke blev godkendt i 1999, er disse blevet opfordret til at indsende supplerende oplysninger og besvare nogle spørgsmål. På basis af dette materiale har bedømmelsesudvalget godkendt de tre ansøgere. Yderligere to personer har anmodet om ekspertbedømmelse, og disse er i princippet også godkendt, hvor dog den ene ansøger skal fremsende en uddybende redegørelse før endelig godkendelse.
   
    
Århus, 8. april 2000
K.A. Jessen
På vegne af bedømmelsesudvalget

Tilbage til referater